Tilbage

Nu kan borgerne i Haderslev Kommune få deres forslag på byrådsmødet

Har man en god idé, eller synes man noget skal laves om i Haderslev Kommune, så kræver det fremover blot opbakning fra 950 medborgere, der vil støtte ens borgerforslag, for at få det behandlet af Haderslev Byråd

Fra 1. februar indfører Haderslev Byråd borgerforslag. Det betyder, at alle borgere i kommunen, der er fyldt 16 år, kan stille et forslag til byrådet. Og kan de få opbakning fra 950 medborgere, der også bor i kommunen, bliver forslaget behandlet i byrådssalen.

For at stille et forslag, skal man være bosiddende i Haderslev Kommune og være fyldt 16 år. Udover de 950 støtter kræver en behandling i Haderslev Byråd at forslaget er relevant for de opgaver, Haderslev Kommune løser, at det ikke er et forslag, som byrådet allerede har behandlet og truffet beslutning om og at det overholder dansk lovgivning og fx ikke er injurierende eller indeholder fortrolige eller personfølsomme oplysninger.

Forslag kan stilles via Haderslev Kommunes hjemmeside på www.haderslev.dk/borgerforslag. Det kræver Nem-ID at stille et forslag.