Hvis du er nær kon­takt til en per­son, der er smit­tet med COVID-19

Medarbejdere, som bor sammen med en person, som er konstateret smittet med COVID-19, skal selvisolere sig og testes for coronavirus.

For at begrænse smittespredning med COVID-19, skal nære kontakter til personer, der har fået konstateret COVID-19, selvisolere sig og testes for corona to gange. Man skal selvisolere sig fra det tidspunkt, man får kendskab til, at man er nær kontakt til en smittet og indtil man har fået et negativt svar på 2. test. Medarbejdere, der skal selvisolere sig (men ikke er syge), skal arbejde hjemmefra. Kan man ikke arbejde hjemmefra, hjemsendes man med løn.

Hvis testen er positiv, skal man opretholde selvisolation indtil:

  • 48 timer efter, man er symptomfri, hvis man har symptomer på corona
  • 7 dage efter testen er foretaget, hvis man ikke har symptomer

Hvordan skal nær kontakt forstås?

Du er nær kontakt, hvis du har været tæt på en smittet person, i en af følgende perioder:

  • Smittet person med symptomer: Fra 48 timer før personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at personens symptomer stoppede.
  • Smittet person uden symptomer: Fra 48 timer før personen fik taget testen til 7 dage efter.

Hvis du ikke har været tæt på den smittede person i en af de to perioder, er du ikke en nær kontakt, og du skal ikke gøre mere.

Hvis du har været tæt på en smittet person i en af de ovennævnte perioder, er du en nær kontakt, hvis du samtidigt opfylder mindst et af følgende kriterier:

  • Du bor sammen med en smittet person
  • Du har haft direkte fysisk kontakt (f.eks. ved kram) med en smittet person, eller ubeskyttet og direkte kontakt til sekreter fra en smittet person (f.eks. blevet hostet eller nyst på af en smittet person eller rørt ved personens brugte lommetørklæde eller mundbind m.v.)
  • Du har i mere end 15 minutter været tæt på en smittet person inden for 2 meter (f.eks. ved samtale)
  • Du har i mere end 15 minutter været sammen med en smittet person inden for 2 meters afstand i en af nedenstående situationer:
    o Aktiviteter med kraftig udånding, f.eks. sang, høj tale eller råb
    o Aktiviteter der indebærer fysisk anstrengelse, f.eks. fitness eller yoga
    o Ophold i lukkede rum med dårlig ventilation

Nære kontakter vil typisk være dem, den smittede person bor sammen med og dagligt deler soveværelse, sofa, kram osv. med.

Sundhedsstyrelsen understreger i den forbindelse, at nære kontakter typisk vil være personer, der bor sammen med en med påvist ny coronavirus. Derudover kan det være enkelte tætte kollegaer på arbejdspladsen og evt. venner og familie, som den med påvist ny coronavirus har været tæt sammen med.

Hvis man har fulgt Sundhedsstyrelsens generelle råd om fysisk afstand, hosteetikette og hygiejne, vil det være meget få personer, som man har været nær kontakt med. De kolleger, som man arbejder sammen med, og som man ikke har været meget tæt på i en sammenhængende periode på mere end 15 minutter, er ikke en nær kontakt.

Læs mere i Sundhedsstyrelsens pjece til nære kontakter.