Ud­le­ve­ring af gra­tis mund­bind

Haderslev Kommune udleverer gratis mundbind til borgere der modtager kontanthjælp eller integrationsydelse og socialt udsatte borgere, som skal køre med offentlig transport.

Borgere i Haderslev Kommune, der modtager kontanthjælp eller integrationsydelse samt de mest socialt udsatte borgere, for eksempel fra misbrugsmiljøet, kan få udleveret en pakke med 5-10 mundbind fra kommunen.

Mundbindene skal bruges, hvis du skal køre med kollektiv transport. Det blev obligatorisk for alle at anvende mundbind eller visir i kollektive transport den 22. august.

Haderslev Kommune udleverer mundbind følgende steder:

  • Borgerservice, Haderslev Rådhus
  • Biblioteket i Vojens
  • Biblioteket i Gram
  • Jobcenter Haderslev
  • Borgercaféen, Haderslev
  • Brugerhuset, Haderslev
  • Café Parasollen, Haderslev
  • Café Regnbuen, Vojens
  • Et rart sted at være, Haderslev
  • Kolibrien, Vojens
  • Forsorgshjemmet Stien, Vojens
  • Forsorgshjemmet Dalhoffsminde, Hoptrup

 Listen er senest opdateret 25. august 2020.

Mundbind til elever fra 12 år

Elever, der er fyldt 12 år, som kommunen har befordringsforpligtelsen til enten på grund af afstand eller farlig skolevej, skal forsynes med mundbind fra kommunen.

Eleven modtager mundbind fra skolen, og skal ikke afhente på ovennævnte steder. Skolerne er i gang med at lave lokale procedurer for udlevering af mundbind.

Elever over 12 år skal bruge mundbind i al offentlig transport. Det vil bl.a. sige al kollektiv transport, der finder sted mellem skole og hjem. 

Kravet gælder også, når skolerne transporterer elever i løbet af skoletiden som en del af undervisningen for eksempel på lejrskole eller til svømning. Skolen sørger for mundbind i de situationer, hvor transporten sker som en del af undervisningen.

Elever med fysiske eller psykiske handicap, der forhindrer dem i selv at fjerne mundbind, er undtaget.