Idrætsforum - OPDATERES!
Idrætsforum består af syv medlemmer og to suppleanter. Formålet med forummet er at have fokus på idrætslivet i Haderslev Kommune.
Hvad er Idrætsforummets opgaver?
Forummets opgaver, er at have fokus på idrætslivet i kommunen. Det gør de ved at
- arbejde som inspirationsskabende forum for idrætten og idrætsforeninger i Haderslev Kommune
- understøtte og virke for et godt forhold mellem idrætsforeningerne,
- kigge på den samlede idræts interesse over for kommunen, andre offentlige myndigheder og samarbejdspartnere.
Idrætsforummets mødekalender 2026
Dagsordener og referater fra Idrætsforum
Her kan du læse åbne dagsordener og referater fra møder i Idrætsforum. Du har også mulighed for at abonnere på både dagsordener og referater fra møderne.
Forretningsorden Idrætsforum 2026-2030
Godkendt ved møde d. 9. september 2026.
Forummet fastsætter selv sin forretningsorden. Forretningsordenen kan evalueres og revideres efter behov.
Forummet opererer ud fra ”Vedtægter for Haderslev Kommunes Folkeoplysende Forummer” pr. 1. januar 2026, godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget d. 18. september 2025.
Forummet aftaler årligt det kommende kalenderårs mødekalender.
Valgperiodens første halvårsmødekalender (august til december) fastlægges på det konstituerende møde.
Sekretæren for forummet præsenterer forslag til mødekalender på Forummets konstituerende møde, og herefter årligt for det kommende kalenderår.
Ekstraordinært møde afholdes, når minimum 3 medlemmer finder det fornødent, eller når Kultur og Fritid i samarbejde med formanden finder det fornødent.
Medlemmerne af Forummet har mødepligt. Forfald meddeles til sekretæren via mail eller sms tidligst muligt.
Møderne afholdes med fysisk fremmøde. Det er undtagelsesvis muligt at deltage i møderne online. Mødedeltagere, der deltager online, skal sikre rammer, der gør at forretningsordenen for Forummets møder overholdes.
Det noteres i referat hvis et medlem ikke er til stede ved et møde eller enkelte dagsordenspunkter.
Er et medlem forhindret i at deltage i et møde, kan en suppleant træde i stedet jf. suppleantlisten.
Melder et medlem længerevarende forfald, indkaldes den relevante suppleant, jf. suppleantlisten.
Forummets møder afholdes for lukkede døre.
Det påhviler mødedeltagerne sædvanlig tavshedspligt overfor det, de måtte få kendskab til under arbejdet i Forummet.
Mødedeltagere er Forummets medlemmer samt sekretær fra Kultur og Fritid.
Forummets suppleanter inviteres til at deltage i møder, så disse er del af dialogen på møderne.
Suppleanten har kun stemmeret, når denne træder i stedet for et medlem.
Forummet kan indbyde gæster til at deltage i Forummets møde, når spørgsmål af særlig interesse ønskes belyst. Gæster kan deltage online.
De indbudte kan ikke overvære forhandlinger og afstemninger.
Kultur- og Fritidsudvalgets udvalgsmedlemmer kan deltage i Forummernes møder jf. ”Vedtægter for Haderslev Kommunes Folkeoplysende Forummer”.
Udvalgsmedlemmer har ikke stemmeret i Forummet.
Forummet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede.
Beslutninger træffes ved stemmeflertal blandt medlemmerne. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Ved indkaldelse af suppleant i stedet for et medlem, har suppleanten stemmeret.
Evt. afstemninger indføres i en beslutningsprotokol.
Dagsorden fastsættes i samarbejde mellem Forummets formand og sekretær.
Finder Børn og Kultur/ Kultur og Fritid ikke, at der foreligger et tilstrækkeligt antal sager til behandling, eller at sagerne ikke er af presserende karakter, kan mødet, efter aftale med formanden, aflyses.
Dagsorden samt bilag skal tilgå medlemmer senest 4 dage før mødet via dagsordensystemet.
Hvis et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles formanden eller sekretæren senest 10 dage før mødet afholdes.
Kultur og Fritid lancerer referat via dagsordensystemet umiddelbart efter mødet, dog senest 5 dage efter. Referatet godkendes af formand og næstformand inden publicering.
Dagsorden og referat offentliggøres ligeledes på Haderslev Kommunes hjemmeside.
Referat fra sidste møde, godkendes sammen med dagsorden på det efterfølgende møde.
Vedtægter for Haderslev Kommunes Folkeoplysende Forummer
Efter Folkeoplysningslovens § 35 skal folkeoplysningsområdet inddrages i alle sammenhænge af generel betydning.
Denne vedtægt beskriver, hvordan dette sker i Haderslev Kommune via tre fagforummer og et Fællesforum.
Forummerne har til formål at fremme det folkeoplysende område i Haderslev Kommune ved at
- Servicere, vejlede og rådgive foreningerne.
- Koordinere mellem forummets foreninger.
- Bidrage til at implementere kultur- og fritidspolitikken.
- Understøtte, skabe og udvikle de bedst mulige forhold for det enkelte forums foreninger, samt varetage det samlede områdes interesser overfor samarbejdspartnere og kommunalbestyrelse.
Det folkeoplysende område inddrages via tre fagforummer og et Fællesforum:
- Kulturforum - med repræsentanter fra kulturaktørerne i Haderslev Kommune.
- Fritidsforum - med repræsentanter fra folkeoplysende foreninger inden for voksenundervisning, uniformerede korps og øvrige folkeoplysende foreninger inden for fritidsområdet.
- Idrætsforum - med repræsentanter fra idrætsforeninger og selvorganiserede grupper på idrætsområdet.
- Fællesforum – med repræsentanter fra Kulturforum, Fritidsforum og Idrætsforum
Kulturforum: 7 medlemmer, heraf
- Minimum 1 medlem fra godkendte folkeoplysende foreninger på kulturområdet.
- Maximum 6 medlemmer fra kulturaktørerne i Haderslev Kommune. Kulturaktørerne kan være folkeoplysende foreninger på kulturområdet, enkeltpersoner med et kulturelt virke, kulturelle institutioner og tilsvarende, som ikke er godkendte folkeoplysende foreninger.
Fritidsforum: 7 medlemmer, heraf
- 2 medlemmer fra foreninger, hvis virksomhed hovedsagelig omfatter voksenundervisning
- 3 medlemmer fra de uniformerede korps.
- 2 medlemmer fra de øvrige folkeoplysende foreninger, der ikke er idrætsforening eller kulturforening
Idrætsforum: 7 medlemmer fra idrætsforeningerne og selvorganiserede grupper inden for idrætsområdet.
Fællesforum: Består af 2 repræsentanter fra hver af de tre ovennævnte fagforummer, hvoraf formanden er den ene.
Kulturforum, Fritidsforum og Idrætsforum har følgende opgaver:
- Kontinuerlig og struktureret kommunikation med og til forummets bagland. Hvert forrum beskriver derfor i løbet af det første kvartal i valgperioden, hvordan denne kommunikation skal foregå.
- Udpege medlemmer til relevante mødenetværk, arbejdsgrupper og projektgrupper.
- Sikre sammenhæng mellem møder i fagforum og Fællesforum.
- Fordele midler og understøtte udviklingen inden for det respektive område via forummets puljer.
- Afgøre uenigheder mellem foreninger ved anvisning af offentlige lokaler, haller og arealer inden for forummets område efter reglerne i Folkeoplysningsloven.
- Medvirke til at realisere kultur- og fritidspolitikken via udviklingsplaner.
- Være dialogparter i alle sammenhænge af generel betydning i forhold til det folkeolysende område.
Fællesforum har følgende opgaver:
- Videndeling og sparring mellem de tre forummer.
- Drøfte og medvirke til udvikling af partnerskaber på tværs af forummerne.
- Ansvar for det samlede budget inden for det folkeoplysende område (lokaletilskud, medlemstilskud og uddannelsestilskud).
- Behandle ansøgninger til Haderslev Kommunes Facilitetspulje og indstille til politisk godkendelse.
- Høringspart forud for vedtagelsen af følgende inden for kultur- og fritidsområdet:
- Kommunens budget
- Regler for tilskud på det folkeoplysende område
Fritidsforum, Idrætsforum og Kulturforum holder minimum fire årlige møder. Fællesforum afholder som udgangspunkt fire årlige møder.
For at udmønte Kultur- og Fritidspolitikken skal fagforummerne:
Strategisk arbejde:
- Identificere hvilke indsatsområder forummet vil fokusere på ud fra Kultur- og Fritidspolitikken i deres fireårige periode.
- Udarbejde en overordnet tidsramme, der angiver, hvornår forummet forventer at arbejde med de forskellige indsatsområder i løbet af den fireårige periode. Tidsrammen skal fungere som et dynamisk planlægningsværktøj, der kan justeres efter behov og erfaringer undervejs.
Udviklingsplaner (Konkrete initiativer):
- Ud fra indsatsområder formulerer konkrete forslag til udviklingsplaner, der beskriver de initiativer og aktiviteter, der skal gennemføres, samt hvordan forrummets pulje kan understøtte initiativet.
- Inkluder et evalueringsdesign og en kommunikationsplan som en integreret del af udviklingsplanen for at sikre løbende vurdering og formidling af fremskridt.
Politisk dialog og opbakning:
- Fremlægge de strategiske overvejelser og udviklingsplaner overfor det politiske udvalg.
- Indgå i fælles drøftelse med udvalget om fælles retning på udviklingsplanen.
Igangsætning og implementering:
- Igangsætte og implementere udviklingsplanen, eventuelt i samarbejde med forvaltningen, for at sikre effektiv gennemførelse af de planlagte initiativer.
Opfølgning og evaluering:
- Følge løbende op på udviklingsplanen for at sikre, at målene nås og justeringer foretages efter behov.
- Evaluere udviklingsplanen for at vurdere dens effektivitet og resultater.
- Drøfte evalueringen med det politiske udvalg
§8 Dialogformer mellem fagforum og det politiske udvalg
- Hvert enkelt medlem af det politiske udvalg tilbydes at deltage i ét ordinært møde om året i hvert forum.
- Der afholdes et årligt fælles inspirationsmøde med deltagelse af det politiske udvalg og alle tre forummer. Det politiske udvalg fastsætter emnet, og forvaltningen udarbejder og gennemfører inspirationsmødet.
- Når et forum har udarbejdet en færdig udviklingsplan, kan de efter dialog med og kvalificering af forvaltningen bede om optagelse af sagen på udvalgsdagsorden.
- Det politiske udvalg kan indkalde det relevante forum til drøftelse af konkrete udviklingsplaner eller andre politiske initiativer indenfor forummets område.
§9 Valg til Kulturforum, Fritidsforum og Idrætsforum
Medlemmer af samvirker valgt for perioden 1. januar 2022 – 31. december 2025, forlænges til og med juli 2026.
Indtil da arbejder samvirkerne og Fællesrådet efter vedtægter i ”Politik for Det folkeoplysende område i Haderslev Kommune 2022-2025”
Stk. 1 Valgbarhed
- Godkendte folkeoplysende foreninger, selvorganiserede grupper og kulturaktører kan indstille medlemmer som kandidater.
- En forening, en selvorganiseret gruppe eller kulturaktør kan kun indstille én kandidat.
- Kandidater skal være fyldt 18 år og have bopæl i Haderslev Kommune.
Stk. 2 Valgprocedure
- Valg til Kulturforum, Idrætsforum og Fritidsforum afholdes hvert fjerde år, i andet kvartal efter kommunalbestyrelsesvalget.
- Valgperioden er fire år.
Stk. 3 Valgforberedelse
- Kommunalbestyrelsen indkalder med mindst 14 dages varsel til et eller flere valgmøder.
- Kandidater kan melde deres kandidatur eller indstilles af en forening, en selvorganiseret gruppe eller kulturaktør fra umiddelbart efter valget er annonceret frem til og med selve valgmødet.
- Forvaltningen udarbejder en liste over indstillede kandidater, som anvendes til valgmødet.
- Kandidater skal være til stede på selve valgmødet og have accepteret at kandidere.
Stk. 4 Valgafvikling
- Valget afholdes på et valgmøde, hvor de godkendte foreninger, selvorganiserede grupper og kulturaktører mødes og afgiver deres stemmer.
- Valg afholdes ved skriftlig afstemning blandt de godkendte foreninger, selvorganiserede grupper og enkeltstående kulturaktører inden for det respektive område.
- Hver godkendt folkeoplysende forening og selvorganiserede gruppe har to stemmeberettigede. Enkeltstående kulturaktør har én stemmeberettiget.
- Der kan ikke stemmes med fuldmagt.
- Hver stemmeberettigede skriver fire kandidatnavne på stemmesedlen. Stemmesedlen er ugyldig, hvis der er skrevet et andet antal navne end fire.
- Stemmerne optælles af forvaltningen, og resultatet offentliggøres umiddelbart efter optællingen.
- De kandidater med flest stemmer vælges til det respektive forum jf. §3 om sammensætningen af de enkelte forumer
- Ved stemmelighed er der omvalg blandt kandidaterne med stemmelighed. Det vil sige, at hvis der er fire kandidater med stemmelighed, og der kun mangler at blive valgt to, skal der skrives to af de fire kandidatnavne på stemmesedlen ved omvalg.
- Valg af suppleanter følger §9 stk. 4 punkt 1-8.
Stk. 5 Konstituering
- De nyvalgte medlemmer for Kulturforum, Fritidsforum og Idrætsforum afholder konstitueringsmøde i august måned umiddelbart efter valget, samt en nykonstituering på et møde i år 3 af valgperioden i tredje kvartal i kalenderåret.
- På konstitueringsmødet vælges en formand og en næstformand blandt medlemmerne.
- På konstitueringsmødet vælges et medlem ud over formanden, der skal deltage i Fællesforum.
- Fællesrådet konstituerer sig på deres første møde efter valget med formand og næstformand, samt en nykonstituering på et møde i år 3 valgperioden i fjerde kvartal i kalenderåret.
- På konstitueringsmødet besluttes en forretningsorden.
Stk. 6 Diversitet
- Ved valg til fagforummerne skal der tilstræbes en bred repræsentation, der afspejler samfundets mangfoldighed, herunder for eksempel forskellige aldre, etniciteter, geografi og aktiviteter.
- Valg til det folkeoplysende område er omfattet af ligestillingslovens regler og skal derfor afspejle en ligelig kønsfordeling.
Stk. 7 Godkendelse af valg
1. Valg til det folkeoplysende område godkendes af Kommunalbestyrelsen i juni måned i første år af Kommunalbestyrelsens valgperiode.
Godkendt af Kultur og Fritidsudvalget den 18. september 2025 og træder i kraft den 1. januar 2026.