Gå til hovedindhold

Seniorrådsvalg

Der er ikke valg til Seniorrådet i Haderslev Kommune den 18. november 2025. Årsagen er, at der er 13 pladser i rådet og kun 11 opstillede kandidater. De 11 kandidater er derfor automatisk valgt til det kommende Seniorråd for perioden 2026-2029.

Indhold

    Seniorrådet varetager 60+ borgeres interesser i Haderslev Kommune. Rådet formidler også synspunkter mellem borgere og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører 60+. Det er lovbestemt, at alle kommuner skal have et Seniorråd.

    Ofte stillede spørgsmål om Seniorrådsvalget

    Seniorrådet er et lovpligtigt råd, som varetager dine interesser med henblik på at sikre bedst mulige forhold for alle ældre borgere 60+ i Haderslev Kommune.

    Seniorrådet vælges af og blandt kommunens borgere, der er fyldt 60 år på valgdagen. I Haderslev Kommune består Seniorrådet af 13 medlemmer.

    Seniorrådet er et upolitisk organ og uafhængigt af organisationer

    Seniorrådet er en selvstændig forvaltningsenhed, som blandt andet er omfattet af Forvaltningsloven, og Lov om offentlighed i forvaltningen. Seniorrådets medlemmer har tavshedspligt i det omfang det følger af lovgivning eller særlig bestemmelse i enkelte sager. Tavshedspligten ophører ikke ved udtrædelse af rådet.

    Seniorrådet er valgt for en periode på 4 år med start den 1. januar 2026. Seniorrådet konstituerer sig senest 15 dage efter valget den 18. november 2025 med formand og næstformand for hele valgperioden.

    Seniorrådet skal blandt andet:

    • Være rådgivende brugerorgan for udførelse og udvikling af kommunens seniorpolitik
    • Være kontaktorgan mellem borgerne og byrådet ved tilrettelæggelse af kommunens seniorpolitik
    • Varetage kommunens seniorers interesser på alle områder af betydning - herunder sociale, kulturelle, trafikale, bolig- og byplanmæssige forhold
    • Gøre en indsats for at fremme nærdemokratiet, så 60+ kan inddrages aktivt i de lokale beslutninger på ældreområdet.

    Seniorrådet er høringsberettiget i alle forhold, der har betydning for borgere på 60+ og rådgiver Haderslev Kommunalbestyrelse.

    Seniorrådet medvirker aktivt til at udforme kommunens seniorpolitik og deltager aktivt i dialogmøder med politiske udvalg.

    Seniorrådet kan af egen drift udtale sig og stille forslag om ethvert emne af interesse for 60+ årige.

    Seniorrådet formidler ideer og viden til politikere og forvaltning om ældres vilkår i kommunen

    Seniorrådet kan ikke behandle personsager.

    Seniorrådet udarbejder i første kvartal en beretning om sin virksomhed i det foregående år. I år, hvor der er valg til Seniorrådet udarbejdes beretningen dog i december måned. Beretningen sendes til kommunalbestyrelsen og offentliggøres.

    Seniorrådet består af 13 personer, der skal have fast bopæl i kommunen samt være fyldt 60 år senest på valgdagen den 18. november 2025. Seniorrådets medlemmer vælges blandt kandidater, der er opstillet af 10 personer inden for målgruppen. Man kan kun være stiller for 1 person.