Gå til hovedindhold

Regler for valgplakater

Her finder du information om krav til valgplakater og reglerne for at sætte dem op og tage dem ned, når der er valg eller folkeafstemning.

Indhold

    Det skal du vide, før du sætter valgplakater op

    • Du må starte opsætningen af valgplakater kl. 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen
    • Du må ikke hænge valgplakater i parker, grønne områder, kirkegårde og hegn omkring disse
    • Valgplakaterne skal være forsynet med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den person, der er ansvarlig for ophængningen (typisk kandidaten eller partiorganisationen)
    • Valgplakaterne – og strips og andre ophængningsmaterialer – skal senest være fjernet igen otte dage efter valget
    • Haderslev Kommune kan fjerne valgplakater, der udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden eller ikke overholder reglerne
    • Haderslev Kommune sender regningen for nedtagning af valgplakater til den ophængningsansvarlige

    Ofte stillede spørgsmål om valgplakater

    Ifølge loven må du kun sætte valgplakater op på vejareal. 

    Offentlige veje

    På offentlige veje må valgplakater ophænges på:

    • Master til vejbelysning og elforsyning
    • Vejtræer
    • Hegn på vejarealer
    • Indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater. 

    Private veje

    På private fællesveje må valgplakaterne kun hænges op på master til vejbelysning og elforsyning. 

    Du må kun sætte plakater op andre steder fx private områder og hegn, hvis du har tilladelse fra ejeren. Ulovligt ophængte plakater kan fjernes uden varsel.

    Sådan finder du ud af, om vejen er privat eller offentlig

    Her kan du se, hvilken status veje i Haderslev Kommune har: Vejstatus

    Steder du ikke må sætte valgplakater op

    • I parker, grønne områder og kirkegårde samt på hegn omkring disse
    • På eller over motorveje, motortrafikveje og deres rampeanlæg
    • På højspændingsmaster, transformerstationer, kabelskabe og lign.
    • I midterrabatter, rundkørsler, midterøer og lign. på strækninger, hvor den tilladte hastighed er over 60 km./t. eller midlertidigt nedsat til 60 km./t. eller derunder
    • På færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende vejudstyr
    • Nærmere end 0,5 meter fra kørebanekant eller 0,3 m fra cykelstikant målt fra den nærmeste kant af valgplakaten
    • Lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten
    • Højere end 1,5 m under laveste strømførende ledning målt fra øverste kant af valgplakaten.

    Valgplakaterne skal være monteret på en vejrbestandig plade og må ikke være større end 0,8 m2.

    Valgplakater skal altid være forsynet med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den person, der er ansvarlig for ophængningen (typisk kandidaten eller partiorganisationen).

    Oplysningerne skal kunne læses i hele ophængningsperioden, så de ophængningsansvarlige kan kontaktes, hvis plakaten hænger ulovligt.

    Valgplakater uden kontaktoplysninger kan blive taget ned.

    Kommunen fjerner valgplakater i disse tilfælde

    I ophængningsperioden kan Haderslev Kommune vælge at fjerne valgplakater, der udgør en umiddelbar og konkret fare for trafiksikkerheden eller ikke overholder reglerne.

    Hvis en plakat hænger ulovligt, men uden at være til fare for trafikken, vil den ophængningsansvarlige, få et påbud fra kommunen om, at valgplakaten skal tages ned inden 24 timer. Hvis det ikke sker, tager kommunen den ned.

    Pris

    Når valget er slut, og alle plakater er taget ned og optalt, vil den ophængningsansvarlige modtage en regning.

    Regningen afspejler de aktuelle udgifter, vi har haft til at tage valgplakaterne ned. Du får derfor først det endelige beløb oplyst, efter valget er overstået. Efter hvert valg beregner vi udgiften pr. valgplakat, vi har taget ned.

    Derfor koster det penge

    Som kommune har vi pligt til at opkræve de udgifter, vi har haft til at tage valgplakaterne ned. Vi har udgifter til nedtagning, opbevaring og reparation af beskadigede master, træer mm. Efter hvert valg beregner vi udgiften pr. valgplakat, vi har taget ned.

    Ser du valgplakater, som fx ikke er taget ned i tide, eller som ligger og flyder, kan du melde det til Haderslev Kommune via selvbetjeningsløsningen Giv et praj

    74 34 34 34

    Telefontid

    Mandag 09:00 15:00
    Tirsdag 09:00 15:00
    Onsdag 09:00 15:00
    Torsdag 09:00 17:00
    Fredag 09:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben

    Christian X's Vej 39, Indgang A, 6100 Haderslev