Gå til hovedindhold

Flagdag for Danmarks udsendte: Vis din anerkendelse den 5. september

Den 5. september er det Flagdag for Danmarks udsendte. Hejs Dannebrog og vær med til at anerkende de kvinder og mænd, der har været udsendt på vegne af Danmark, samt deres familier. I Haderslev markeres dagen med både militære traditioner og arrangement for veteraner og pårørende.

1. sep. 2026

Indhold

    Lørdag den 5. september er det Flagdag for Danmarks udsendte. Haderslev Kommune opfordrer alle borgere til at hejse Dannebrog og være med til at vise anerkendelse af de danske soldater, beredskabsfolk og andre, som har været udsendt på vegne af Danmark.

    Flagdagen blev indført i 2009 for at hædre de kvinder og mænd, der har været udsendt i internationale missioner, og samtidig mindes dem, der ikke vendte hjem. Dagen er også en anledning til at anerkende de pårørende, som har stået bag de udsendte før, under og efter deres tjeneste.

    En dag med fokus på anerkendelse og fællesskab

    I Haderslev markeres Flagdag for Danmarks udsendte i et tæt samarbejde mellem Haderslev Kommune og Slesvigske Fodregiment. I år afprøves en ny ramme, hvor der sættes ekstra fokus på fællesskab, netværk og samvær for tidligere udsendte og deres familier.

    Forsvaret står for de militære traditioner på Haderslev Kaserne, hvor der blandt andet gennemføres kranselægning ved regimentets mindetavler sammen med Fighter Wing Skrydstrup, Beredskabsstyrelsen Sydjylland og soldaterforeninger.

    Samtidig inviterer Haderslev Kommune tidligere udsendte og deres pårørende til et særligt arrangement på Bispen med taler, musik, kaffe og kage. Her uddeles der også børnemedaljer til børn, som har oplevet, at en forælder eller anden nærtstående har været udsendt.

    Hejs flaget

    Haderslev Kommune opfordrer borgere, virksomheder, foreninger og institutioner til at markere dagen ved at hejse Dannebrog den 5. september.

    Flagdagen er en mulighed for at vise respekt og taknemmelighed over for de mennesker, der har gjort tjeneste for Danmark, og for de familier, som har været en vigtig del af indsatsen.