Investor vil bygge boksbutikker i Vojens
3-5 boksbutikker i den vestlige ende af Vojens kan blive en realitet. Haderslev Kommune er klar til at sætte gang i lokalplanarbejdet.
Udviklingen af bymidten i Vojens har længe været et tema i Haderslev Kommune, hvor en ny udviklingsplan så dagens lys i 2023. Nu har en investor vist interesse for et areal i den vestlige del af Vojens – det der normalt går under betegnelsen Høttepladsen. Her vil man bygge 3-5 boksbutikker, og der er allerede interesserede lejere.
Haderslev Kommune har gennem noget tid været i dialog med investoren om mulighederne i området, og netop placeringen i vest vil samlet set styrke den udvikling, der er sat gang i i Vojens.
Udviklingen kan styrke det samlede handelsliv i Vojens og Haderslev Kommune arbejder derfor sammen med Høtte på at finde en ny løsning for at afvikle den traditionsrige byfest i Vojens.
Planerne om at bygge boksbutikker i den vestlige del af Vojens kommer kort tid efter nedrivningen af bygningerne på Trekanten 3 i den østlige del af Vojens er afsluttet. Det giver nye muligheder for udviklingen af Vojens og de aktiviteter, man gerne vil skabe omkring hallerne.
Det sker nu
Næste skridt mod realiseringen er at udarbejde en lokalplan, der ændrer området fra fest- og eventplads til centerområde. Det er det arbejde, som Teknik- og Klimaudvalget nu har sat gang i. Det skal herefter behandles i Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen, inden arbejdet går i gang.
Under udarbejdelsen af lokalplanen inddrages naboer og butikker i forhold til de konkrete løsninger inden forslaget til lokalplanen kommer i høring. Haderslev Kommune forventer, at planen kan komme i høring omkring november 2025.
Samtidig arbejder Haderslev Kommune med områdefornyelse omkring Rådhuscentret. Kommunalbestyrelsen besluttede i 2024 at afsætte 4,7 millioner kroner til at forbedre udearealer og forbindelser i området, som også får positiv betydning for området samlet set. Når projektet er gennemført refunderes 60 % af staten.
Fakta
Henvendelsen går på at bygge 3-5 boksbutikker. Boksbutikker er større butikker, der som regel ligger uden for bymidten. Det er for det meste butikskæder inden for udvalgsvarer for eksempel elektronik, boligudstyr og haveredskaber.