Gå til hovedindhold

Naturens Dag: Oplev naturen på Aarø og i Aarøsund

Kom med til Naturens Dag lørdag den 5. september, hvor Aarø og Aarøsund danner rammen om en række gratis aktiviteter for både børn og voksne. Dagen byder blandt andet på naturbingo, krabbefangst, snitteværksted og guidede oplevelser i naturen.

20. aug. 2026

Indhold

    Naturens Dag i Haderslev Kommune

    Naturens Dag er en del af Naturens Uge, som hvert år sætter fokus på naturoplevelser, fællesskab og glæden ved at komme ud i det fri. I uge 36 inviteres børn, voksne, familier, foreninger og lokalsamfund over hele landet til at bruge mere tid i naturen.

    I Haderslev Kommune markeres Naturens Dag lørdag den 5. september med aktiviteter i området omkring Aarøsund og på Aarø. Her kan du og familien gå på opdagelse i naturen, prøve nye aktiviteter og lære mere om områdets natur og historie.

    Gratis færge hele dagen

    For at gøre det nemt at deltage er der gratis færge for gående passagerer mellem Aarøsund og Aarø fra kl. 10.00 til 18.00.

    Dagens aktiviteter

    Naturens Dag byder på mange forskellige gratis aktiviteter for børn og voksne:

    • Naturbingo: Kl. 9.00-15.30 kan børn og voksne hente en bingoplade hos Gammelbro Krea og gå på opdagelse i naturen. Aktiviteten er gratis og kræver ikke tilmelding.
    • Lystfiskeri og krabbefangst: Ved badebroen i Aarøsund står Sønderjysk Sportsfiskerforening klar mellem kl. 10.00 og 13.00. Her kan du prøve kræfter med fiskestang eller fange krabber, og det er muligt at låne udstyr.
    • Snitteværksted: Har du lyst til at arbejde med træ? Mellem kl. 10.00 og 14.00 kan du prøve at snitte blandt andet smøreknive og snurretoppe sammen med Det Danske Spejderkorps' Vojens Rune Gruppe.
    • Naturen i farver: Tag med på opdagelse i naturens farver mellem kl. 11.00 og 14.00. Aktiviteten er for både børn og voksne og arrangeres af De Grønne Pigespejdere i Haderslev.
    • Sansetur på Aarø: Kl. 15.00-17.00 inviterer naturvejleder Gitte Andersen og Marianne Weiman på en guidet tur rundt på Aarø. Undervejs kan deltagerne opleve øens natur, historie og spiselige urter samt deltage i naturbingo. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.
    • Byg din egen drage: Dagen afsluttes med en kreativ aktivitet i Gammelbro Krea, hvor børn og voksne kan bygge og dekorere deres egen drage og efterfølgende prøve den af på stranden. Aktiviteten finder sted kl. 16.00-17.30 og kræver tilmelding på grund af et begrænset antal pladser.

    Læs mere om de enkelte aktiviteter og tilmeld dig på www.haderslev.dk/detsker

    En del af Aarø Naturø

    Aktiviteterne på Naturens Dag er en del af projektet Aarø Naturø, som skal skabe nye naturoplevelser, styrke øsamfundet og binde Aarø og Aarøsund tættere sammen som én samlet destination. Projektet gennemføres af Haderslev Kommune med støtte fra Nordea-fonden.