Gå til hovedindhold

Patienter flyttes midlertidigt fra Hjortebroklinikken efter fund af vandskade

Der er blevet konstateret en vandskade på Hjortebroklinikken i Haderslev. Derfor flyttes klinikkens patienter midlertidigt til andre tandplejeklinikker i Haderslev Kommune fra mandag den 11. maj. Alle berørte patienter får direkte besked.

8. maj 2026

Indhold

    Den kommunale tandplejeklinik, Hjortebroklinikken, lukker midlertidigt fra mandag den 11. maj 2026. Lukningen sker efter fund af en vandskade i klinikkens lokaler. For at kunne udbedre skaden er det nødvendigt, at klinikken holder lukket i en periode.

    Det betyder, at patienter fra Hjortebroklinikken i en periode vil modtage deres behandling på andre tandplejeklinikker i hele Haderslev Kommune. Planlagte tider gennemføres i størst muligt omfang, og mange patienter vil fortsat møde deres faste behandlingsteam – bare på en anden adresse.

    Arbejdet med at udbedre vandskaden i tandplejeklinikken er sat i gang, og forventningen er, at Hjortebroklinikken kan åbne igen i starten af juni, hvis alt forløber som planlagt.

    Alle berørte patienter bliver kontaktet direkte med besked om, hvor og hvornår deres behandling finder sted. Kontakten sker først telefonisk og ellers via e-Boks.