Gå til hovedindhold

Vi er værter for stort cykelløb

Til august er vi vært ved endnu et cykelløb. Det er fremtidens cykelstjerner, der gæster Haderslev, når kommunen lægger veje til Danmarksmesterskaberne for U23 og børne- og ungdomsklasserne i enkeltstart og linjeløb.

10. jun. 2025

Indhold

    Den efterhånden legendariske opløbsstrækning på Christian X’s Vej i Haderslev er i spil igen, når Haderslev Kommune i august er værter for DM i enkeltstart og linjeløb for ungdomsklasserne.

    Løbet strækker sig over to dage, den 30. og 31. august, hvor rytterne skal køre enkeltstart lørdag og derefter skal køre linjeløb søndag. Enkeltstarten har start og mål på Fjelstrupvej i Haderslev, mens linjeløbet har start og mål på Christian X’s Vej.

    Med afholdelsen at DM får vi mulighed for at vise Haderslev Kommune frem fra sin bedste side for børn og unge og deres forældre fra hele landet. Vi forventer op mod 1000 gæster i og omkring Haderslev.

    Det er langt fra første gang, Haderslev Kommune arbejder sammen med DCU, der har været med til at holde flere store cykelløb i kommunen, blandt andet VM i MTB maraton, Tour of Scandinavia og PostNord Danmark Rundt. Haderslev har på få år markeret sig som en af Danmarks mest stemningsfulde og traditionsrige cykelbyer.

    Vi har opbygget en solid erfaring med afvikling af store cykelløb. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi har en masse frivillige, der bakker op om vores store events og er med til at vise Haderslev Kommune frem fra sin allerbedste side.

    Trafikken

    Løbet kommer til at påvirke trafikken i området. Lørdag lukkes enkeltstartruterne af og åbner gradvist efterhånden som rytterne kommer ind. Søndag kan man køre på ruten i én retning, og ved opløbsstrækningen på Christian X’s Vej er der lavet omkørsel ad Niels Finsensvej.

    Vi har fundet en ny måde at indrette ruten på, så man i år ikke vil opleve, at målområdet på Christian X’s Vej afskærer trafikken i byen. Der vil være omkørsel for bilister, der ellers skulle ad Christian X’s Vej søndag.

    Vi har offentliggjort ruterne under haderslev.dk/DMcykling hvor du løbende kan holde dig orienteret.