Vi har indgået en klimapartnerskabsaftale med landbruget
De tre lokale landbrugsorganisationer, Spiras, LHN og Sønderjysk Familielandbrug, er trådt ind i en aftale med os og hinanden om at arbejde målrettet for at forbedre klimaet.
Klimapartnerskabsaftale skal reducere CO2-udledning
Vi har et mål om at reducere CO2-udledninger i Haderslev Kommune med 70 % inden 2030 og at nå nettonul i 2050. Derudover har vi stort fokus på vores vandmiljø og på at forbedre tilstanden af vores fjord, dam og vandløb. For at realisere disse ambitiøse mål, er det afgørende at arbejde tæt sammen med landbruget.
Landbrug er stort og vigtigt erhverv i kommunen, og landbrugets aktiviteter bidrager derfor naturligt nok med en stor del af kommunens samlede CO2-udledning. Samtidig forvalter landbruget en stor del af kommunens arealer, hvilket gør, at det er nødvendigt at stå sammen og fokusere på bæredygtige løsninger for at nedbringe CO2-udledningen og forbedre vores natur og vandmiljø.
Med klimapartnerskabsaftalen vil vi styrke samarbejdet om den bæredygtige omstilling of landbruget. Det gør vi gennem smidig myndighedsbehandling, udtagning og omlægning af jorde og implementering af konkrete løsninger, der kan reducere udledningen af drivhusgasser fra landbruget. Vi har fokus på tiltag der vil hjælpe med at gøre Haderslev Kommune mere grøn og levere fordele for vores klima og natur.
Vigtige tiltag i indsatsen
Tiltagene i klimapartnerskabsaftalen vil særligt koncentrere sig om disse indsatsområder:
- Udtagning af lavbundsjorde og etablering af vådområder
- Forbedring af vandmiljøet
- Skovrejsning
- Jordfordeling
- Energi- og ressourcebrugsoptimering
- Øget biodiversitet og samtænkt natur restaurering
Klimapartnerskabsaftalen er et frivilligt, men gensidigt forpligtende samarbejde om klimamålene, som ingen af parterne kan opnå alene.