Vi modtager støtte fra Realdania til udvikling af historisk bymidte
Vi har fået tilsagn om støtte fra den filantropiske forening Realdania til projektet Kulturmiljøer former fremtiden – Haderslev bymidte.
Kulturmiljøer former Fremtiden
Projektet Kulturmiljøer former Fremtiden skal vise, hvordan vores historiske bymidte kan udvikles med respekt for kulturarven og samtidig styrke byens attraktivitet, bosætning og erhvervsliv.
Med udpegningen af Haderslevs bymidte som et kulturmiljø af national interesse har vi en unik mulighed for at bruge kulturarven som drivkraft for fremtidig udvikling. Projektet vil blandt andet:
- Samle og systematisere eksisterende viden om bymidten.
- Kortlægge byrum og baggårde med potentiale for nænsom omdannelse og udvikling
- Udarbejde et tiltagskatalog med konkrete forslag til fysiske og sociale indsatser.
- Skabe lokal forankring gennem dialog med bygningsejere, borgere og erhvervsliv.
Realdania har bevilget 950.000 kr. til projektet, som samlet har et budget på 1,7 mio. kr. Haderslev Kommune bidrager med medfinansiering og medarbejdertimer.
Projektet understøtter kommunens vækststrategi og ambition om at fastholde Haderslev som en attraktiv handels- og kulturby. Vi ser frem til at starte projektet op i det nye år og til et tæt samarbejde med byens interessenter – fra bygningsejere og erhvervsliv til kulturinstitutioner og borgere. Sammen skal vi skabe en levende og bæredygtig bymidte, hvor historien og fremtiden går hånd i hånd.
Du kan følge projektet haderslev.dk/bymidte. Her deler vi nyheder, milepæle og muligheder for at deltage i dialogen.
Læs mere om Realdanias indsats Kulturmiljøer former Fremtiden på deres hjemmeside.