For to år siden stod Haderslev Kommune og fællestillidsrepræsentant Gyde Mortensen med et problem. Der manglede kvalificeret, fast arbejdskraft på plejecentrene og i hjemmeplejen.
”Faget har i mange år været præget af, at der kommer forskellige ledige i praktik, men de bliver ikke bagefter, og så endte man med at få en masse skiftende medarbejdere, der aldrig rigtig lærte faget”, siger tillidsrepræsentant fra FOA, Gyde Mortensen.
Derfor tog hun sammen med en af kommunens plejecenterledere kontakt til Jobcenter Haderslev for at finde ud af, om der kunne laves et samarbejde om nogle mere varige løsninger.
Henrik Jacewicz tog imod henvendelsen, der ikke i første omgang lå lige til højrebenet.
”Udfordringen var, at vi havde de ledige, men da de fleste allerede havde været på arbejdsmarkedet en del år, var det de færreste, der kunne starte forfra på en uddannelse på SU”, siger Henrik Jacewicz, jobkonsulent i Haderslev Kommune.
Derfor blev løsningen, at de ville satse på ledige over 25 år, fordi de ville kunne ansættes som voksenlærlinge, og det har givet pote.
En af dem, der har haft glæde af løsningen, er 58-årige Pia Hustedt, der er uddannet jurist, men om et par år også kan kalde sig SOSU-assistent.
”Jeg er så utroligt glad for det jobskifte, jeg har gjort. Jeg har manglet smil i mit liv, og det får jeg nu”, siger hun, når hun bliver spurgt til, hvorfor hun valgte at skifte branche:
Pia Hustedt har tidligere arbejdet som jurist inden for socialområdet, og ved godt, det er et lidt usædvanligt jobskifte, men hun trængte, som hun selv siger, til, at ”der blev rystet godt og grundigt op i mit liv”.
”Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst, og fordi jeg har besluttet mig for, at jeg har lyst til at gøre noget godt for folk”, siger hun.
Jon Krongaard, der er formand for Udvalget for Beskæftigelse og Integration i Haderslev Kommune, er glad for, at medarbejderne har fundet sammen om en løsning til gavn for alle på tværs af forvaltningerne.
”Det er vigtigt, at vi med vores beskæftigelsesindsats tænker i gode, langsigtede løsninger for borgerne, så de får et liv, de er glade for og bliver i beskæftigelse til glæde for både dem selv og samfundet. Så stor ros til de medarbejdere, der har fundet en langsigtet løsning på problemet”, siger Jon Krongaard.
Holger Mikkelsen, der er formand for Voksenudvalget, glæder sig ligeledes over samarbejdet.
”Vi ved, vi har en rekrutteringsudfordring, også i fremtiden. Derfor er det afgørende, at vi får uddannet nye medarbejdere, der er glade for faget og kan være med til at give flere lyst til at uddanne sig inden for ældrepleje og omsorg. Det medvirker samarbejdet til”, siger Holger Mikkelsen.