Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Haderslev Kommune har fået en sangglad børnehave

Sct. Severin Børnehuse, afdeling Ejsbølhus, er blevet Haderslev Kommunes første sangglade børnehave – en certificering, der betyder at de voksne har fået nye kompetencer i at arbejde med sang i børnehaven, hvilket styrker både trivsel, sprog og motorik hos børnene.

08. dec. 2020

Sang og børnehave går ofte hånd i hånd, og nu har børnehaven Ejsbølhus, som er en del af Sct. Severin Børnehuse, fået papirer på, at de er en sangglad børnehave.

”Når vi bruger sang i børnehaven, så øger det børnenes trivsel, fordi det bringer glæde og giver fællesskab, og samtidig understøtter det børnene udvikling både socialt, sprogligt og motorisk”, siger Ditte Andersen, der er daglig leder i Ejsbølhus.

Certificeringen ’Sangglad Daginstitution’ gives, når de voksne i børnehaven har arbejdet med at bruge sang i det pædagogiske arbejde, Indtil videre har projektet varet et år i Ejsbølhus, og de skal i børnehaven arbejde videre med sang de næste to år for at beholde certificeringen.

”Mit fokus i projekt sangglad er på det pædagogiske personale i børnehaven. Vi arbejder med kunnen, viden og refleksioner omkring det at synge med børn. Sangen får en central rolle i hverdagen og danner ramme om sangglæde, kreativitet og fællesskab”, siger Merete Abrahamsen, der er musikskolelærer på Haderslev Musikskole og har stået for certificeringen i Ejsbølhus.

”Vi har altid brugt sang i det pædagogiske arbejde, men man kan sige, at hvor vi tidligere samarbejdede med musikskolen om kortere forløb, så var det til glæde for de børn, der gik i børnehaven nu og her. Nu er vores egne medarbejdere blevet klædt på til at arbejde mere med sang, så nu kommer det alle de børn, der fremover kommer i Ejsbølhus, til gode”, siger Ditte Andersen.

Sangglad Daginstitution er en certificering, der gives af Sangens Hus og er i Haderslev Kommune blevet lavet i samarbejde med Haderslev Musikskole og Sangakademiet i Haderslev.