Gå til hovedindhold

Økonomisk støtte til efterskoleophold

Det er muligt at søge nedsættelse af egenbetalingen til et efterskoleophold. Læs mere om, hvordan prisen regnes ud, og hvordan du kan søge særlig støtte

Indhold

    MitId Ikon

    Selvbetjening: Søg om økonomisk støtte til efterskoleophold

    Hvis du er forælder til et barn med behov for særlig støtte på grund af en funktionsnedsættelse eller grundet sociale problematikker, og du mener, at det er særlig påkrævet, at dit barn kommer på efterskole, men du ikke selv har råd til at betale for det fulde ophold, kan du være i målgruppen for økonomisk støtte.

    Du får brug for:

    • MitID
    • Dokumentation på dine indtægter
    • Dokumentation på dine udgifter

    Søg om økonomisk støtte til efterskoleophold

    Ofte stillede spørgsmål

    Du kan søge om økonomisk støtte til et efterskoleophold til dit barn, hvis du har forældremyndigheden over den unge, og den unge har adresse hos dig.

    Der er to betingelser, som skal være opfyldt, for at man kan få bevilget økonomisk støtte til et efterskoleophold:

    • Økonomisk støtte til et efterskoleophold er betinget af, at den unge har et særligt behov for støtte, og at et efterskoleophold må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov for støtte. Vurderingen af, om den unge har et særligt behov for støtte, beror på en individuel og konkret vurdering.
    • Hvis et efterskoleophold anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov for støtte, skal vi vurdere om din/jeres økonomi vanskeliggør den unges optagelse eller forbliven i tilbuddet. Det afgørende for bedømmelsen heraf er, om udgiften vil bringe et ellers rimeligt budget hos dig/jer ud af balance.

    Du søger om økonomisk støtte til et efterskoleophold via selvbetjeningsløsningen: Søg om økonomisk støtte til efterskoleophold. Det er vigtigt, at du vedhæfter/medsender dokumentation på alle dine indtægter og udgifter.

    Derudover skal vi have en samtale med den unge og en samtale med dig/jer som forældre. Vi kontakter jer, når I har søgt om økonomisk støtte til jeres efterskoleophold.

    I mange tilfælde vil vi desuden gerne indhente en statusudtalelse fra den unges nuværende skole, som du skal give samtykke til, at vi må indhente.

    Den økonomiske støtte er individuel og beregnes på baggrund af din økonomiske situation. For at vi kan fastsætte den økonomiske støtte, skal vi lave en trangsvurdering, som viser dit/jeres rådighedsbeløb, når du/I har betalt jeres faste nødvendige udgifter. Trangsvurderingen laves på baggrund af dine/jeres faste og nødvendige indtægter og udgifter.

    Det afgørende for bedømmelsen er, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget ud af balance.

    Nødvendige udgifter er fx:

    • Husleje/terminsudgifter/afbetaling på huslån, ejendomsskat m.fl.
    • Udgifter til el, vand, varme
    • Udgifter til spildevand/affaldstømning
    • Husforsikring/indboforsikring/ulykkesforsikring
    • A-kasse
    • Udgifter til medicin ved kronisk sygdom
    • Bilforsikring og grøn ejerafgift, hvis det er nødvendigt for dig/jer at have bilen
    • Transportudgifter til arbejde
    • Udgifter til mobil og internet
    • Børnebidrag
    • Børnepasningsordning, hvis det er nødvendigt på grund af barnets alder eller en funktionsnedsættelse
    • Studielån – kun hvis det ikke kan sættes på pause
    • Udgifter til billån og brillelån kan godkendes, hvis det vurderes at være et rimeligt og nødvendigt lån.

    Ovenstående liste er ikke udtømmende. Det er et udpluk af de typisk godkendte udgifter.

    Det er ikke alle udgifter, vi godkender som faste og nødvendige udgifter. Det vil sige, at nogle udgifter er frivillige. Det gælder fx:

    • Rejseforsikring – medmindre den er nødvendig på grund af dit arbejde
    • Forsikring til dyr – et dyr er en frivillig udgift
    • Kontingent til fagforening
    • Udgifter til efterløn
    • Udgifter til livsforsikring, sundhedsforsikring og Sygeforsikring Danmark – frivillige forsikringer, som ikke er nødvendige for at kunne opretholde en rimelig livsførelse og forsørgelsesgrundlag
    • Udgifter til kabel-tv og streamingtjenester
    • Afdrag på noget gæld – f.eks. forbrugslån og afdrag på privat gæld
    • Udgifter til sommerhus, campingvogn, motorcykel m.m.
    • Udgifter til privatskole
    • Udgifter til transport til børn i skole - skal afholdes af børneydelserne
    • Udgifter til aviser/blade

    Ovenstående liste er ikke udtømmende, hvorfor du kan opleve, at vi afviser udgifter, som ikke er nævnt på denne liste.

    Efter Retssikkerhedslovens § 11, stk. 2 har du/I pligt til at underrette Haderslev Kommune om ændringer i dine/jeres personlige og økonomiske forhold, der kan have betydning for bevillingen af økonomisk støtte til efterskoleopholdet. Det kan fx være ændringer i samlivsforhold, indkomster og udgifter.

    Økonomisk støtte til et efterskoleophold bevilges efter Barnets Lov § 35, stk.4, nr. 3.

    Åbningstider

    Fremmøde

    Mandag 10:00 15:00
    Tirsdag 10:00 15:00
    Onsdag 10:00 15:00
    Torsdag 10:00 17:00
    Fredag 10:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben

    Christian X's Vej 39, Indgang A, 6100 Haderslev

    74 34 10 54

    Telefontid

    Mandag 09:00 15:00
    Tirsdag 09:00 15:00
    Onsdag 09:00 15:00
    Torsdag 09:00 17:00
    Fredag 09:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben