I dagtimerne er mange af borgerne ude i forskellige aktivitets- og samværstilbud. Når de kommer hjem igen er der forskellige daglige gøremål, aftaler eller aktiviteter at se til, med den hjælp og støtte, som den enkelte har behov for. Mange borgere har behov for at slappe efter dagens arbejde.
De varme måltider tilberedes i vores centralkøkken, mens morgenmad, frokost og madpakker tilberedes i de enkelte huse.
I weekenderne er der mulighed for samvær, gåture og andre små aktiviteter.
Vi har forskellige traditioner i løbet af året, eksempelvis afholder vi ”juleaften” den 23. december, hvor alle borgere, pårørende og personale hygger med alt, hvad juleaften traditionelt indebærer.
Vi holder også Sankt Hans med både borgere og pårørende, hvor der grilles og afbrændes bål.
Derudover afholder vi Odinsfestival i august måned, hvor der traditionelt kommer et band og spiller god musik. Til festivalen inviteres borgere og pårørende fra Odinsgård, samt borgere og personale fra andre bosteder.