Gå til hovedindhold

Aarø Naturø

Aarø har gennemgået en stor udvikling de sidste ti år, som i høj grad er drevet af lokale, initiativrige kræfter. Læs mere om udviklingsplanerne for Aarø.

Fyrtårnet på Aarø

Indhold

    Arrangementer i foråret 2026 på Aarø Naturø

    Kom med på guidet tur, tag på marsvine- og sælsafari, vær med til krabbevæddeløb og meget mere. Du finder alle programpunkterne her.

    Vi sejler tre dage:

    • Lørdag d. 25. april kl. 13-15
    • Torsdag d. 21. maj kl. 15-17
    • Lørdag d. 30. maj kl. 13-15

    Mødested: Færgen fra Aarøsund

    I Lillebælt lever en af verdens tætteste bestande af den lille hval, marsvinet. På disse ture får vi chancen for at se både marsvin, sæler og diverse havfugle.

    Det er normalt ikke muligt at komme på tursejlads fra Aarøsund, men som et forsøg sejles disse ture med Magda, som er en lille passagerfærge, der hører under Færgefarten Aarøsund-Aarø.

    Turen går fra Aarøsund, nord om Aarø og tæt forbi de små ubeboede holme nord for Aarø, hvor sæler og fugle ofte raster.

    Ingen tilmelding nødvendig.

    Pris: 150 kr. pr. person

    Husk passende varmt tøj, madpakke, drikkevarer, solcreme og evt. kikkert. Der er ingen servering ombord. Der er mulighed for at være indenfor, men man ser bedst fra dækket.

    Torsdag d. 7. maj 19.50-22.20

    Mødested: Servicebygningen på Aarø Havn (færge fra Aarøsund klokken 19.40)

    Kom med på en aftentur til Aarøs strandenge, hvor vi ser på den karakteristiske flora og kigger efter vade- og andefugle på enge og i søer.

    Vi håber også at høre den sjældne strandtudses kvækken. Den er kun 5-8 cm lang, men kan kvække så højt, at det kan høres på over en kilometers afstand, hvis der er medvind.

    Guide er biolog Jesper Tofft. Mobil 24 45 64 65

    Husk tøj og fodtøj efter vejret samt en kikkert.

    Hjemtur fra Årø kl. 22.20.

    Gratis. Tilmelding ikke nødvendig.

    Lørdag den 6. juni kl. 10.30

    (færgen 10.20 fra Aarøsund)

    Naturvejleder Gitte fra Haderslev samt Marianne fra Aarø inviterer på tur på Aarø.

    De tager imod på havnen på Aarø, hvor vi starter med krabbevæddeløb. Efterfølgende går turen til Naturlegepladsen, hvor vi leger og spiser vores medbragte mad i madpakkehuset.

    Vi fortsætter øen rundt til fods og kommer forbi Dyreparken ved Campingpladsen, hvor der findes både alpakaer, kænguruer, geder og kaniner.

    Derefter går vi mod nord til fugletårnet i naturskønne omgivelser, i håb om at vi får øje på havørnen som ofte kredser over Aarøs fuglereservat.

    Vi slutter på havnen og det er frit for enhver, hvornår man vil tage færgen til fastlandet. Færgen sejler hver time om eftermiddagen.

    Undervejs dyster vi i det populære naturbingo.

    Mødested: Grillhytten på havnen på Aarø

    Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.

    Tilmelding: marianne@weiman.dk

    Sæt kryds i kalenderen allerede nu til Naturens Dag

    Nat i Naturen lørdag og søndag den 5.-6. september 2026.

    Vi afholder Naturens Dag i Aarø og Aarøsund, hvor du kan deltage i vand- og naturaktiviteter - blandt andet prøve kræfter med kystfiskeri eller krabbefangst og m.m. Lørdagens program slutter med bål og mulighed for at opleve området ved nattetide eller overnatte i naturen.

    Mere info kommer løbende.

    Udvikling af Aarø

    Vi ønsker at sikre en fortsat udvikling af et samlet øsamfund i balance, hvor vækst i erhvervslivet, stigende bosætning og øget turisme udvikles enstemmigt. På den baggrund igangsatte vi sammen med Dansk Kyst- og Naturturisme, med bidrag fra LAG Småøerne, i efteråret 2022 udarbejdelsen af en strategisk-fysisk udviklingsplan for Aarø. Den strategisk fysiske udviklingsplan har blandt andet ført til, at vi kan realisere projektet Aarø Naturø.

    Aarø Naturø

    Vi har sammen med arkitektfirmaet LYTT lavet en plan for Aarø Naturø med nedslagspunkter, der ligger i tråd med den strategisk fysiske udviklingsplan.

    Med støtte fra Nordea-fonden på mere end 8,6 millioner kroner, kan nedslagene i planen realiseres i 2025, 2026 og 2027.

    Hent planen for Aarø Naturø (PDF)

    Det finder du i Aarø Naturø

    Planen indeholder en række tiltag, der skal fremtidssikre øen som levested og turistmål samtidig med at den unikke natur på øen får plads.

    Indsatserne i udviklingsplanen foregår både i Aarøsund og på Aarø. Tanken bag er nemlig at binde de to samfund endnu tættere sammen for at skabe en helstøbt oplevelse, og styrke samarbejdet på tværs af sundet.

    Vi skal de kommende år lave:

    et samlings- og formidlingspunkt nær færgelejet, der formidler oplevelser og historier i området, samt introducerer oplevelserne som de besøgende har i vente på Aarø.

    Etableringen af grøn, naturnær langtidsparkering Aarøsund skal være med til at nudge besøgende til at lade bilen stå på fastlandet og dermed fredeliggøre Aarø og skabe en naturlig pause i Aarøsund som vil understøtte turismeerhverv her.

    Ankomstbygning Aarø Havn er tænkt som et mødested for beboere og besøgende strategisk placeret, lige dér hvor man kommer i land fra færgen og tæt ved Aarø By. Bygningen skal have faciliteter for beboere, besøgende, lystsejlere og de ventende færgegæster og vil fremtræde langt mere indbydende end den nuværende bygning Her kan laves en grejbank og afholdes arrangementer og meget mere.

    Forbindelse mellem Aarø havn og by, tilbyder en trafiksikker ankomst til byen, og det første store natursyn over strandengsområdet Korsø. Boardwalken indeholder også formidling af den natur, der kan opleves i det omgivende vådområde, der rummer spændende flora og fauna.

    Naturstier, der underbygger mobilitet og oplevelser, der strækker sig udenfor det overordnede vejnet. Skaber ruter som udelukkende er for de gående, hvor den uspolerede natur kan opleves, mens man føres omkring øens særkender og forbindes til øens knudepunkter.

    Fugletårn, et mødested på øens østkyst, et pejlemærke at gå efter, som tilbyder ly og en tilgængelig oplevelse. Det er ikke kun et fugletårn, men også et udsigtstårn, hvorfra man bla. kan se skibene i Lillebælt og Assens på den anden side af bæltet.

    Udført som en vejrbestandig, slidstærk formidling, der ikke tager opmærksomheden væk fra det man ønsker at formidle (udsigter, natur, flora, fauna, kulturhistorie). Viser vej til knudepunkter, attraktioner og lokale virksomheder.

    Projektets samlede budget er på 19.298.473,00 kr. Nordea-fonden støtter projektet med 8.619.988 kroner og Haderslev Kommune finansierer resten.

    Hvad så nu?

    Siden vi modtog bevillingen fra Nordea-fonden, har vi især arbejdet på at skabe grundlaget for at kunne starte på de projekter, der er nævnt ovenfor.

    Det handler blandt andet om at kortlægge de særligt sårbare arter, som vi skal beskytte, når vi bygger og anlægger, i det omfang de lever i nærheden. De undersøgelser er udført af rådgivere hen over foråret og sommeren, og de er nu færdige. De tyder på, at vi kan udføre de projekter, der er planlagt uden større ændringer.

    Ny servicebygning

    Servicebygningens mure og fundamenter er blevet undersøgt grundigt, og undersøgelserne viser, at det vil være nødvendigt at bygge en helt ny bygning, fremfor at bygge videre på dele af den nuværende bygning.

    Bygningen vil stadig se ud som på de offentliggjorte skitser, og der vil i endnu højere grad blive arbejdet med at minimere bygningens klimaaftryk og miljøbelastning ved anlæg og drift.

    Pejlemærke Aarøsund

    En del af pejlemærket i Aarøsund består af en afbildning i naturlig størrelse af den blåhval, der strandede i Aarøsund i 1931. Skelettet af den er bevaret og ligger i magasin på Zoologisk Museum i København, og er nu blevet opmålt, så vi kan afbilde det korrekt.  

    Vi forventer at gå i jorden med projekterne hen over efteråret 2026 så de i store træk står klar inden sommeren 2027.  

    Har du konkrete spørgsmål eller ønsker du at vide mere, så skriv til planafdelingen på plan@haderslev.dk

    Læs mere 

    Aarø Naturø (PDF) Strategisk fysisk udviklingsplan for Aarø (PDF)
    Turismeplaner for Aarø (kystognaturturisme.dk)

    Åbningstider

    Fremmøde

    Mandag 10:00 15:00
    Tirsdag 10:00 15:00
    Onsdag 10:00 15:00
    Torsdag 10:00 17:00
    Fredag 10:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben

    Christian X's Vej 39, Indgang A, 6100 Haderslev

    74 34 34 34

    Telefontid

    Mandag 09:00 15:00
    Tirsdag 09:00 15:00
    Onsdag 09:00 15:00
    Torsdag 09:00 17:00
    Fredag 09:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben