Gå til hovedindhold

Kom på sælsafari ved Aarø - og andre gode arrangementer

Nu har du muligheden for at komme på marsvine- og sælsafari. Eller på en aften-naturvandring på Aarø. Eller hvad med en oplevelse for hele familien med krabbevæddeløb og naturbingo?

31. mar. 2026

Indhold

    Arrangementer på Aarø Naturø

    Hen over foråret 2026 kan du komme med til forskellige arrangementer på Aarø og ved Aarøsund.

    I Lillebælt lever en af verdens tætteste bestande af den lille hval, marsvinet. På tre ture får vi chancen for at se både marsvin, sæler og diverse havfugle.

    Du kan også komme med på en naturvandring i skumringen på Aarøs strandenge.

    Eller være med til en oplevelse for hele familien med krabbevæddeløb og naturbingo.

    Du kan læse mere om arrangementerne og tilmelding herunder.

    Arrangementer i foråret 2026 på Aarø Naturø

    Kom med på guidet tur, tag på marsvine- og sælsafari, vær med til krabbevæddeløb og meget mere. Du finder alle programpunkterne her.

    Vi sejler tre dage:

    • Lørdag d. 25. april kl. 13-15
    • Torsdag d. 21. maj kl. 15-17
    • Lørdag d. 30. maj kl. 13-15

    Mødested: Færgen fra Aarøsund

    I Lillebælt lever en af verdens tætteste bestande af den lille hval, marsvinet. På disse ture får vi chancen for at se både marsvin, sæler og diverse havfugle.

    Det er normalt ikke muligt at komme på tursejlads fra Aarøsund, men som et forsøg sejles disse ture med Magda, som er en lille passagerfærge, der hører under Færgefarten Aarøsund-Aarø.

    Turen går fra Aarøsund, nord om Aarø og tæt forbi de små ubeboede holme nord for Aarø, hvor sæler og fugle ofte raster.

    Ingen tilmelding nødvendig.

    Pris: 150 kr. pr. person

    Husk passende varmt tøj, madpakke, drikkevarer, solcreme og evt. kikkert. Der er ingen servering ombord. Der er mulighed for at være indenfor, men man ser bedst fra dækket.

    Torsdag d. 7. maj 19.50-22.20

    Mødested: Servicebygningen på Aarø Havn (færge fra Aarøsund klokken 19.40)

    Kom med på en aftentur til Aarøs strandenge, hvor vi ser på den karakteristiske flora og kigger efter vade- og andefugle på enge og i søer.

    Vi håber også at høre den sjældne strandtudses kvækken. Den er kun 5-8 cm lang, men kan kvække så højt, at det kan høres på over en kilometers afstand, hvis der er medvind.

    Guide er biolog Jesper Tofft. Mobil 24 45 64 65

    Husk tøj og fodtøj efter vejret samt en kikkert.

    Hjemtur fra Årø kl. 22.20.

    Gratis. Tilmelding ikke nødvendig.

    Lørdag den 6. juni kl. 10.30

    (færgen 10.20 fra Aarøsund)

    Naturvejleder Gitte fra Haderslev samt Marianne fra Aarø inviterer på tur på Aarø.

    De tager imod på havnen på Aarø, hvor vi starter med krabbevæddeløb. Efterfølgende går turen til Naturlegepladsen, hvor vi leger og spiser vores medbragte mad i madpakkehuset.

    Vi fortsætter øen rundt til fods og kommer forbi Dyreparken ved Campingpladsen, hvor der findes både alpakaer, kænguruer, geder og kaniner.

    Derefter går vi mod nord til fugletårnet i naturskønne omgivelser, i håb om at vi får øje på havørnen som ofte kredser over Aarøs fuglereservat.

    Vi slutter på havnen og det er frit for enhver, hvornår man vil tage færgen til fastlandet. Færgen sejler hver time om eftermiddagen.

    Undervejs dyster vi i det populære naturbingo.

    Mødested: Grillhytten på havnen på Aarø

    Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.

    Tilmelding: marianne@weiman.dk

    Sæt kryds i kalenderen allerede nu til Naturens Dag

    Nat i Naturen lørdag og søndag den 5.-6. september 2026.

    Vi afholder Naturens Dag i Aarø og Aarøsund, hvor du kan deltage i vand- og naturaktiviteter - blandt andet prøve kræfter med kystfiskeri eller krabbefangst og m.m. Lørdagens program slutter med bål og mulighed for at opleve området ved nattetide eller overnatte i naturen.

    Mere info kommer løbende.

    Arrangementerne er en del af Aarø Naturø og er støttet af Nordea-fonden.

    Læs mere om projektet Aarø Naturø.