Kulturpas
Kulturpas er et landsdækkende forsøg, der skal give unge mellem 15 og 24 år bedre adgang til kultur-, fritids- og idrætsfællesskaber. Med et årligt beløb til aktiviteter skaber kulturpasset mulighed for øget trivsel, motivation og deltagelse – med henblik på at styrke de unges vej mod uddannelse og beskæftigelse.
Om kulturpas
Omkring 53.000 unge mellem 15 - 24 år står i dag uden for både uddannelse, beskæftigelse og de fællesskaber, der ellers kan skabe retning, trivsel og muligheder i livet.
Derfor er regeringen sammen med Enhedslisten, Radikal Venstre og Alternativet gået sammen om en model for et forsøg med kulturpas. Formålet er at skabe bedre forudsætninger for, at unge kan blive en del af samfundets kultur-, forenings- og idrætsfællesskaber og derigennem blive rustet til at komme tættere på uddannelse eller job.
Landsdækkende forsøg
Kulturpas er et landsdækkende forsøg, der skal gøre det lettere for unge i alderen 15 – 24 år, som står uden for uddannelse og job, at finde vej til meningsfulde aktiviteter og sociale fællesskaber.
Målet er at styrke de unges trivsel, motivation og tro på egne evner gennem adgang til oplevelser, som ellers kan være uden for rækkevidde.
I forsøgsperioden, som løber fra sommeren 2025 til udgangen af 2026, kan unge i målgruppen få tildelt et digitalt betalingskort på 1.000 kr. årligt. Kortet kan anvendes til eksempelvis sport, kreative workshops, koncerter, kontingent i foreninger samt andre kultur- og idrætstilbud.
Hjemmeside vedrørende det digitale kulturpas: Kulturpas
Nationale aktører
Danmarks Idrætsforbund og Dansk Kulturliv står i spidsen for Det Nationale Partnerskab for kulturpas. Partnerskabet skal bidrage til at identificere målgruppen, understøtte de unges anvendelse af kulturpasset samt gennemføre fællesskabsskabende kultur-, forenings- og idrætsaktiviteter i samarbejde med de unge.
Sammen med kommuner, FGU-skoler, organisationer og lokale aktører skal partnerskabet sikre, at de unge ikke alene får adgang til et kulturpas, men også til de fællesskaber og oplevelser, der kan gøre en reel forskel i deres liv.
Formål
Formålet med kulturpasforløb er at understøtte, udvikle og udbrede eksisterende eller nye indsatser og koncepter inden for kultur, idræt, fritidsliv og folkeoplysning. Indsatserne skal fremme trivsel, herunder mental sundhed, samt understøtte beskæftigelse eller uddannelse for målgruppen for kulturpas.
Forløbene skal bidrage til at ruste den enkelte deltager til at indgå i varige fællesskaber, herunder samfundets formelle fællesskaber på uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet.
Forløbene skal tænkes sammen med de deltagende unges øvrige hverdag og tage udgangspunkt i den enkeltes behov, ønsker og evner. Det har derfor været væsentligt i udvælgelsen af de 15 projekter, at de unge har haft indflydelse på projekternes indhold, og at der indgår samarbejde med andre relevante aktører.
Målgruppen
Målgruppen omfatter unge mellem 15 og 24 år, der:
- ikke har fuldført en ungdomsuddannelse,
- ikke er i gang med en uddannelse, og
- ikke er i beskæftigelse i mindst 18 timer ugentligt.
Derudover omfatter målgruppen unge, der er indskrevet på FGU. De unge skal have bopæl i Danmark.
Haderslev Kommune: Musik, kunst, gadekultur og idræt – fælles om fællesskabet
Foreningen Vision 2030
Gennem en række aktiviteter med afsæt i Haderslev Kommunes fritidsliv skabes der rammer for, at langtidsledige unge kan mødes og opbygge relationer til sagsbehandlere i nye og mere uformelle omgivelser.
Projektet bygger videre på erfaringerne fra Fodbold for Fremtiden, som siden 2020 med fodbolden som omdrejningspunkt har haft succes med at aktivere unge. Med nærværende projekt overføres disse erfaringer til en bredere kulturel kontekst i samarbejde med aktører fra forskellige kulturformer, samtidig med at idræt fortsat indgår som et væsentligt delelement.
Postkort

