NExTWORK
NExTWORK er en beskæftigelsesrettet indsats for unge mellem 18 og 29 år, hvor praktik og netværk danner rammen om vejen mod job. Gennem konkrete erfaringer på arbejdspladser, ugentlige netværksmøder og tæt sparring styrker de unge deres kompetencer, arbejdsidentitet og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Virksomhedsrettet indsats for unge.
NExTWORK er en virksomhedsrettet indsats for unge mellem 18 og 29 år, hvor unge og virksomheder indgår i gensidigt forpligtende samarbejder. Formålet er at styrke de unges tilknytning til arbejdsmarkedet gennem konkrete erfaringer, relationer og deltagelse i virkelige arbejdsmiljøer.
Forløbet tager udgangspunkt i virksomhedspraktikker, hvor de unge får mulighed for at afprøve forskellige jobfunktioner og arbejdspladser. Målet er, at praktikken bidrager til en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, fx gennem lønnede timer eller ansættelse. Derudover holdes matcharrangementer for henholdsvis ukrainske og danske deltagere hver sjette uge, hvor virksomheder og unge får mulighed for at mødes og skabe nye forbindelser.
De unge er tilknyttet mindre netværksgrupper på 6-8 deltagere, som mødes ugentligt. Her deler de erfaringer, sparrer med hinanden og reflekterer over deres udvikling, trivsel og arbejdsliv. Netværket skaber motivation, fællesskab og et trygt rum for læring og udvikling.
Et bærende princip i NExTWORK er, at de unge selv tager aktiv del i deres vej mod job. Derfor vælger de selv deres praktiksted og har mulighed for at skifte praktik undervejs i forløbet. Det giver indsigt i forskellige brancher, arbejdsopgaver og arbejdskulturer, samtidig med at de opbygger både faglige kompetencer, personlige ressourcer og en stærkere arbejdsidentitet.
Indsatsen understøttes af et tværfagligt team, der faciliterer netværket og tilbyder løbende sparring til både unge og virksomheder. Teamet sikrer fremdrift, kvalitet og et konstruktivt samarbejde mellem alle parter.
Grundprincipper i NExTWORK
NExTWORK bygger på en principbaseret tilgang frem for faste metoder og manualer. Det giver mulighed for at tilpasse indsatsen til den enkelte unge, samtidig med at arbejdet tager afsæt i et fælles fagligt fundament.
Tre centrale principper danner fundamentet for indsatsen:
- Arbejdsidentitet
Fokus på at styrke den unges forståelse af sig selv som en aktiv deltager på arbejdsmarkedet. - Mange til mange
Relationer og læring sker i netværk mellem flere unge og flere virksomheder, hvilket skaber dynamik og flere muligheder. - Magtskifte
De unge får medindflydelse og ansvar for eget forløb, herunder valg af praktik og retning.
Disse principper er styrende for, hvordan fagpersoner møder de unge og virksomhederne, hvordan aktiviteter tilrettelægges, og hvordan netværket understøttes i arbejdet med at bringe de unge tættere på beskæftigelse.
NExTWORk Matchevent
NExTWORK Matchevent er en mindre jobmesse, hvor virksomheder møder unge mellem 18–29 år til uformelle samtaler om praktik, deltidsjob og fuldtidsjob.
De unge er motiverede, klar til at bidrage og villige til at pendle efter de rette muligheder. Vi tilrettelægger dagen, sørger for tolkebistand ved behov og skaber gode rammer for dialog og match mellem virksomheder og unge.
Det er de unge selv, der vælger, hvilke virksomheder de ønsker at gå videre med. På den måde skaber vi match, der bygger på motivation, interesse og gensidig værdi.
Hvad får I som virksomhed?
- Mulighed for at møde engagerede unge med lyst til at lære og bidrage.
- Adgang til potentielle praktikanter og kommende medarbejdere.
- Sparring og støtte fra NExTWORK-teamet før, under og efter forløbet.
- En enkel og fleksibel vej til rekruttering.
Vi søger virksomheder, der har opgaver at byde ind med og er åbne for en fleksibel opstart fx genne praktik, få ugentlige timer eller gradvis optrapning mod ansættelse.
Som kommune står vi klar til at understøtte samarbejdet med løbende sparring, tydelige rammer og tæt opfølgning, så både virksomheden og den unge får den bedst mulige start.
Følg NExTWORK Haderslev på LinkedIn, hvor unge og virksomheder deler deres erfaringer