Endelig vedtagelse Kommuneplantillæg 9-2025 og Lokalplan 19-1 Erhvervsområde ved Stensbækvej
Haderslev Kommunebestyrelse vedtog den 26. marts 2026 kommuneplantillæg 9-2025 og Lokalplan 19-1 Erhvervsområde ved Stensbækvej, Arnum.
Område
Lokalplanområdet ligger i udkanten af Arnum landsby syd for Gram, i overgangen mellem landsbyen og det åbne land. Området afgrænses mod nord af omliggende marker, mod vest og syd af Stensbækvej, og mod øst af et eksisterende erhvervsområde. Nærmeste beboelse ligger ca. 70 m vest for planområdet på Stensbækvej. Planområdet ligger tæt på det overordnede vejnet, og kan tilgås fra statsvejene rute 24, Haderslev-Ribe og 25, Kolding-Tønder samt de kommunale landeveje, herunder rute 449 Toftlund-Foldingbro og rute 179, Ribe-Kliplev.
Indhold
Lokalplanen udspringer af et ønske fra entreprenørvirksomheden Otto Chrestensen, om at udvide det fysiske areal og samle plangrundlaget for virksomhedens aktiviteter. Virksomheden har behov for yderligere udendørs opbevaringsplads til materialer og ønsker samtidig at fremtidssikre sine udviklingsmuligheder. I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen omfatter virksomhedens aktiviteter to lokalplanlagte områder samt et byzoneareal uden gældende lokalplan. Dette område anvendes i dag til håndtering af jord, beton og asfalt. Lokalplan 19-1 åbner mulighed for at udvide aktiviteterne til den sydlige del af matrikel nr. 1007, Højrup By, Højrup. Den nordlige del af samme matrikel er præget af vandlidende forhold og er derfor ikke egnet til oplag. I stedet ønskes dette område reserveret til regnvandshåndtering og naturlig beplantning som en del af virksomhedens samlede arealanvendelse.
Offentlighedsperiode
Forslaget til lokalplan 19-1 Erhvervsområde ved Stensbækvej, Arnum har været fremlagt til offentlig debat fra den 6. januar 2026 til og med den 3. februar 2026. I høringsperioden modtog Haderslev Kommune 2 høringssvar fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) og Museum Sønderjylland.
Det ene høringssvar er fra Museum Sønderjylland, som oplyser, at de ikke har bemærkninger til lokalplanen eller kommuneplantillægget.
Det andet høringssvar kommer fra SGAV, som varetager de nationale interesser i kommuneplanlægningen. SGAV´s bemærkninger er indarbejdet i kommuneplantillægget.
Se vedtaget lokalplan på Plan- og Landdistriktsstyrelsens hjemmeside for plandata:
Plandata.dk | Plan- og Landdistriktsstyrelsen
Hvis du vil klage
Hvis du vil klage over retlige forhold i forbindelse med denne afgørelse truffet af Haderslev Kommune, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, kan du klage til Planklagenævnet via Klageportalen, som kan tilgås via dette link https://naevneneshus.dk/start-din-klage/planklagenaevnet/. Du skal bruge MitID for at logge på.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen (se afsnittet om ”Fritagelse fra at bruge Klageportalen” nedenfor).
Klagen sendes via Klageportalen til Haderslev Kommune.
På hjemmesiden af Nævnenes hus om planklagenævnet via dette link: https://naevneneshus.dk/planklagenaevnet/vejledning/ finder du også en klagevejledning.
Klagefrist og gebyr
En klage skal være indgivet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. I tilfælde, hvor en afgørelse træffes indirekte og således ikke meddeles og offentliggøres, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. (for privatpersoner) eller 1800 kr. (for virksomheder og organisationer). Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Hvad kan der klages over
Der kan kun klages over retlige forhold, jf. planlovens § 58 stk. 1 nr. 3, som bl.a. kan være:
- om planen er tilvejebragt i overensstemmelse med planlovens procedureregler om borgerinddragelse mv.
- om der er uoverensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan
- om planloven, kommuneplanen og lokalplanen er fortolket korrekt
- om et byggeprojekt er lokalplanpligtigt
- om en dispensation fra en lokalplan er lovlig
- om miljørapport og den sammenfattende redegørelse er i overensstemmelse med miljøvurderingsloven og planen
- om almindelige forvaltningsretlige regler vedrørende habilitet, partshøring, ligebehandling m.m. er fulgt.
Det betyder, at hvis retsregler og retsprincipper er fulgt, har Planklagenævnet ikke mulighed for at behandle klager over indholdsmæssige spørgsmål og vil ikke kunne tage stilling til, om afgørelsen er hensigtsmæssig eller rimelig.
Fritagelse fra at bruge Klageportalen
Hvis du ønsker at blive fritaget fra at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til kommunen senest samtidig med klagen. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen imødekommes.
Se betingelser for at blive fritaget på hjemmesiden af Nævnenes hus om planklagenævnet via dette link: https://naevneneshus.dk/-fritagelse-fra-klageportalen
Hvis du er omfattet af et af de særlige forhold og trods vejledning ikke har mulighed for at bruge Klageportalen, kan du eller din eventuelle repræsentant sende en anmodning om fritagelse for brug af Klageportalen til Planklagenævnet via mail på plan@naevneneshus.dk. Anmodningen om fritagelse for brug af Klageportalen skal begrundes. Hvis du er fritaget for at bruge Digital Post, bedes dette oplyst i anmodningen. Du skal være opmærksom på, hvis du sender følsomme oplysninger, skal det ske via en sikker kanal såsom Digital Post, sikker mail eller lign. Får du afslag på fritagelse, får du eller din eventuelle repræsentant en passende frist til at indsende klagen via Klageportalen.
Når du eller din eventuelle repræsentant ansøger om fritagelse for brug af Klageportalen, er det vigtigt, at du/I giver Haderslev Kommune besked om det. Så ved Haderslev Kommune nemlig, at der er en klage på vej. Haderslev Kommune kan orienteres via mail, telefon eller ved at sende et brev. Kontaktoplysninger: Haderslev Kommune, Teknik og Miljø, Plan, Christian X’s Vej 39, Indgang A, 6100 Haderslev Telefon: 74 34 34 34 Mail: plan@haderslev.dk
Domstolsprøvelse
Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 62, stk. 1.
Er afgørelsen offentliggjort, regnes søgsmålsfristen fra offentliggørelsen.
Uanset om der anlægges retssag, er du forpligtet til at rette dig efter denne afgørelse, indtil domstolen måtte bestemme noget andet.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til høringsportalen, kan du kontakte Haderslev Kommune på 74 34 34 34 eller sende en mail til plan@haderslev.dk
Klagefrist
- 27. mar. 2026 - 24. apr. 2026
- 12:00 -23:59