Tre borgmestre indvier Wittenberg Plads

En central plads i Haderslev får på fredag navnet Wittenberg Plads. Pladsen opkaldes efter kommunens tyske venskabsby.

På fredag får en central plads i Haderslev sit officielle navn. Pladsen mellem Kulturhus Bispen og Dammen får navnet Wittenberg Plads efter kommunens venskabsby Lutherstadt Wittenberg.

Pladsen bliver til dagligt brugt som parkeringsplads, men fredag den 3. juni vil den være samlingssted for interesserede borgere samt 70 udenlandske gæster, der vil overvære den officielle indvielse af pladsen. Det bliver Haderslevs borgmester Jens Christian Gjesing, der indvier pladsen sammen med overborgmester Eckhard Naumann fra Wittenberg og borgmester Francois Rampelberg fra Braine.

Pladsen bliver indviet klokken 17 som en del af programmet for Hertug Hans Festival. Klokken 15 begynder renæssanceoptoget gennem byen, klokken 16 kåres årets æreshertug fra Nordeas balkon, og klokken 17 indvies Wittenberg Plads. Allerede fra klokken 16.30 er der saft og kage bagt og serveret af Bispens Café.

"Det glæder mig, at vi nu får en plads, der er opkaldt efter vores tyske venskabsby. At pladsen tilmed bliver indviet, mens vi har besøg fra vores venskabsbyer, gør bare indvielsen endnu mere festlig, samtidig får vores udenlandske gæsterlov at opleve ægte renæssancestemning i byen", siger borgmester Jens Christian Gjesing.

De 80 udenlandske gæster deltager i løbet af deres venskabsbymøde i en del af Hertug Hans Fest. Udover indvielsen af Wittenberg Plads er de også inviteret med på en guidet tur rundt i byen, til det store historiske marked i Damparken og med til Historisk Taffel.

Haderslev har 5 venskabsbyer: Braine i Frankrig, Lutherstadt Wittenberg i Tyskland, Varberg i Sverige, Sandefjord i Norge og Uusikaupunki (Nystad) i Finland. Haderslev Kommunes venskabsbyer har allerede haft afsmitning på en række stednavne i kommunen - Varbergparken, Sandefjordvej, Braineparken og nu også Wittenberg Plads er således alle opkaldt efter kommunens venskabsbyer.



Kontaktinformation:

Borgmester

Jens Christian Gjesing

Telefon 2125 2200