Brev i e-boks til ejendomsejere om opvarmning

Ejendomsejere med gas-, olie- eller fast brændselsfyr har i forbindelse med offentliggørelsen af vores varmeplan for gasområder 2022 modtaget et brev i e-boks fra os om deres muligheder for omstilling til en alternativ opvarmningsform.

Om brevet

Hvis du har modtaget brev fra os om opvarmning, er det fordi du er blandt de 11.000 boligejere og virksomheder, der i dag opvarmer deres bolig med naturgas, olie, træpiller eller halm.

Vi har skrevet til dig for at informere dig om én af følgende tre muligheder:

  • der er allerede fjernvarme i dit område
  • dit område udlægges ikke til fjernvarme
  • der kan blive udlagt fjernvarme i dit område.

I brevene er der både information om, hvad du kan gøre, hvis du gerne vil skifte varmekilde, og hvilke støttemuligheder der er.

Har du spørgsmål

Lige nu får vi mange henvendelser med spørgsmål fra ejere, der har modtaget brevet fra os. Har du spørgsmål, kan du med fordel læse mere her nedenfor, inden du kontakter os. Vi kan have en del ventetid på telefonen i øjeblikket. Har du brug for at tale med os for at få svar på dine spørgsmål, kan du ringe til os på telefon 74 34 34 34.

Fejl om midlertidige løsninger i nogle breve

Vi har i nogle af brevene ved en fejl skrevet, at du kan kontakte dit fjernvarmeselskab for at få en midlertidig løsning på opvarmning, mens du venter på at få fjernvarme. Dette er en fejl, da ingen af fjervarmeselskaberne i Haderslev Kommune tilbyder midlertidige løsninger.

Hvis du har et fyr med fast brændsel

Vi har skrevet til alle ejere med gas- og oliefyr samt ejere der opvarmer deres bygninger med fast brændsel. Vi har dog kun nævnt gas- og oliefyr i brevet. Brevet er dog også relevant for dig, der fyrer med fast brændsel, og det er ved en fejl ikke blevet nævnt som opvarmningsform.

Er du i tvivl om, hvad vi har registreret om din bygning, kan du selv tjekke det i BBR-registeret.

Oplysninger i BBR

Opvarmningskilden på din ejendom skal være registreret i BBR, også kaldet Bygnings- og Boligregistret. Din BBR-meddelelse skal indeholde de faktiske oplysninger om din bolig. Du skal selv sørge for, at oplysningerne i BBR er korrekte.

Se hvad der er registreret om din ejendom i BBR.

Hvis oplysningerne ikke er korrekte, skal du selv rette dem i BBR.