Tip: Sådan sparer du på varmen

Vidste du, at der er mange ting, du selv kan gøre for at skære toppen af din varmeregning og samtidig gøre noget godt for klimaet?

Enkle råd, der gør en forskel

Vi mærker alle konsekvenserne af usikkerheden omkring energiforsyningen til Europa. Det har gjort priserne historisk høje. Det koster os dyrt og snart kommer nattefrosten, og så er det tid til at skrue op for varmen i hjemmet. Dine vaner har stor betydning for varmeregningens størrelse, og der er meget at spare ved at følge nedenstående enkle råd. Kom i gang allerede i dag.

Sænk temperaturen og spar 5% på varmeregningen

Hvis du sænker temperaturen 1°C i hele huset, sparer du 5 % på varmeregningen. I et typisk hus på 140 m2 med fjernvarme svarer det til ca. 650 kr. og 80 kg CO2 om året.

Hold temperaturen på minimum 18°C af hensyn til fugt. En optimal temperatur er på 19-21°C. Suppler med et par hjemmesko, hvis det bliver fodkoldt om aftenen.

Indstil termostaterne ens og hold dem fri

Har du flere radiatorer med termostat i samme rum – eller i rum med åbne døre imellem – er det bedst at indstille termostaterne ens. Så er dine radiatorer mest effektive.

Placer desuden aldrig gardiner, møbler eller tøj på eller foran radiatoren eller termostaten. Luften omkring radiatoren skal have frit løb, og termostatens føler må ikke være tildækket.

Luk døren mellem varme og kolde rum

Hold døren lukket mellem rum, hvor du ønsker forskellige temperaturer.

Træk gardiner for – og fra igen

Træk gardiner og persienner for om aftenen og natten for at forhindre varmetab gennem vinduerne. Træk dem fra igen om dagen for at få lys og varme ind.

Husk at tæpper isolerer gulvvarmen

Hvis du har gulvvarme, skal du huske, at gulvtæpper virker isolerende – bare på den forkerte måde. Tæpper forhindrer nemlig varmen i at stige op i luften. Så det kan føles fodkoldt, hvis du har store gulvtæpper i din bolig. Små løse tæpper er en bedre løsning.

Luft ud

For at opnå et tilstrækkeligt luftskifte er det vigtigt, at du lufter ud med gennemtræk hver dag – især efter bad og madlavning, og at du ikke tørrer tøj indendørs. Desuden bør du altid lade aftræk og friskluftventiler stå åbne.

Hold øje med dit varmeforbrug

Aflæs fx en gang om måneden på et skema. En uventet stigning kan skyldes problemer med dit varmeanlæg.

Spar på det varme vand

Prisen for 1 m3 koldt vand er ca. 75 kr. Prisen for varmt vand er højere. Det koster 40-100 kr. at varme vandet op.

Hvis en familie på 4 personer alle korter deres varme bad ned med 2 minutter om dagen, kan man spare omkring 5.000 kr. om året.

Tjek radiatorerne

Radiatorer bør være lunkne eller kolde forneden. Ellers udnytter de ikke varmen ordentligt.

Lyt også efter om dine radiatorer klukker eller risler. Hvis de gør, kan der være luft i systemet - og radiatoren skal luftes ud.

Læs mere i guiden: Radiatorer | Energistyrelsen (sparenergi.dk)

Gulvvarme

Find en passende indstilling og undlad så yderligere regulering af temperaturen. Det kan tage ca. et halvt døgn, før regulering af gulvvarme får virkning.

Hold 55*C i din varmtvandsbeholder

Temperaturen i din varmtvandsbeholder bør være 55°C. Højere temperatur er spild af energi, og beholderen kalker hurtigt til. Lavere temperatur giver risiko for, at farlige Legionella-bakterier kan leve i dit varme vand.

Forbered din bolig til vinter

Selv mindre energioptimerende tiltag kan medføre store besparelser på varmeregningen – det behøver ikke at være stort og omfattende. F.eks. er der meget at hente ved at tætne små huller og sprækker i hjemmet og ved at gøre varmeanlægget klar til vinter.

Se hvordan du kommer i gang her: Forbered boligen til varmesæsonen | Energistyrelsen (sparenergi.dk)

Tjek dit varmeanlæg

Med små justeringer kan dit varmeanlæg blive mere energibesparende. F.eks. kan et serviceeftersyn sikre, at anlægget kører allermest effektivt gennem hele vinteren.

Se, hvordan du tjekker dit varmeanlæg her: Varmeanlæg | Energistyrelsen (sparenergi.dk)

Få flere spareråd til netop din boligtype

Gratis rådgivning

Energistyrelsen tilbyder desuden gratis rådgivning til private husstande om energibesparelser. Læs mere: Rådgivning | Energistyrelsen (sparenergi.dk)