Fælles nærvarme

Hvis der er flere husstande, der ønsker at udskifte olie- eller gasfyret, kan en fælles opvarmningsløsning være en mulighed.

Nærvarme er et koncept, hvor nogle ejendomme går sammen om en fælles kollektiv varmeforsyning, som ligger tæt på deres ejendom – for eksempel termonet eller borgerdrevet lokal fjernvarme*.

Nærvarme består af to elementer – et varmeproduktionsanlæg og et distributionsnet. Det kan bestå af mange forskellige varmekilder: varmepumper, biomassefyr, jordvarme, solvarme, overskudsvarme fra lokale virksomheder mm. Det kan bestå af en enkelt kilde eller flere kilder, hvor der kan skrues op og ned for de enkelte kilder alt efter, hvilken er billigst og grønnest.

Nærvarme kan være et oplagt alternativ, hvis du ikke kan få fjernvarme fra de nuværende fjernvarmeselskaber eller en individuel varmepumpe. Individuelle varmepumper kan være en udfordring, hvis du f.eks. ikke kan overholde støjkravet til skel.

Nærvarme kan desuden have en række fordele i forhold til individuelle varmeløsninger. Varmeregningen kan reduceres, regningen kan deles med naboerne og du undgår støjen samt den æstetiske forstyrrelse fra din eller din nabos udedel fra en traditionel luft-vand varmepumpe. Afhængigt af hvilken teknologi nærvarmen baseres på, kan der desuden være øvrige fordele såsom afkøling om sommeren.

I Haderslev Kommune arbejder en gruppe borgere aktuelt på et termonetprojekt i Årøsund. Termonetanlægget forventes at kunne forsyne op til 208 ejendomme. Et projektforslag forventes fremsendt til godkendelse af Haderslev Kommune i december 2022. Herudover har borgere i Hammelev, Mølby og Fole også udtrykt interesse for at arbejde med fælles termonetløsninger.

* Borgerdrevet lokal fjernvarme er en løsning, hvor der etableres fjernvarme uafhængigt af de nuværende fjernvarmeselskaber. 

Find flere informationer